Det moderne hjem indeholder stil, klasse og ikke mindst personlighed. For i dag handler det mere om, hvordan du kan få dit hjem til at udstråle din personlighed frem for en trend, som alligevel falder fra efter noget tid. Vi vil hjælpe dig med at designe en moderne bolig, som du kan stå inde for og ikke mindst blive glad for.
Vælg dine yndlingsfarver
Vi tror simpelthen ikke på, at der er så mange mennesker ude i verden, hvis yndlingsfarver består af hvid, grå og sort, at de derfor vælger at indrette med nærmest kun de farver. Vi tror, at der mangler mod til at male en væg orange og til at købe et sprudlende tæppe i alle tænkelige farver. Det viser sig dog, at det med tiden er blevet utroligt moderne at springe ud i, så det er bare om at gøre det.
Hvis du synes, at et malerprojekt er lidt for stort, kan du også starte i det små og eventuelt købe en masse puder i forskellige farver til sofaen eller hænge en masse farverige billeder rundt omkring. Det giver dine vægge og tidligere møbler et nyt liv på en måde, hvor det heller ikke koster det store. Desuden hjælper farver også med at stimulere din hjerne til at være mere kreativ.
Planter og atter planter
Det grønne hjem er i høj kurs, og det er samtidig enormt godt for dit indeklima, så det er bare om at køre til dit nærmeste plantecenter og skaffe dig alverdens grønt til din bolig. Foruden at rense luften er det også en fin detalje at tilføje til dit hjem, da de kan stå i alle de tomme hjørner, som mangler et møbel. Nogle planter har også den effekt, at de kan mindske snorken, så hvis du eller din partner døjer med det, kan I jo prøve det af.
Belysning er altafgørende
Hvis du har nogle virkelig kraftige LED-lamper, som brænder enormt meget igennem, kan det i løbet af aftentimerne gøre, at du får hovedpine, og at belysningen ikke er så hyggelig, som man gerne ville have. Skaf nogle lidt mildere pærer, eller installer et lysdæmpende system, så du manuelt kan justere på, hvor meget lys du gerne vil have. Det er også perfekt, hvis man vil have en romantisk aften med sin partner eller holder fest, hvor skrigende belysning ikke lige er sagen.
Genbrug
Det er helt vildt populært at indrette sit hjem med genbrugsmøbler. Det er også helt vildt godt for klimaet. Når vi ikke konstant køber nye ting, giver det vores genstande en anden værdi, da vi faktisk kan begynde at holde af dem.
Det gælder også, hvis du har en gammel lænestol på loftet, som du kan give et nyt liv, hvis du giver den en ny polstring. Det er topmoderne og også helt vildt sjovt at tage sig til. Man får udfordret sin kreativitet, lærer at istandsætte et møbel, og så er man altså ekstra stolt af det, når møblet kan få en ny fast plads.