Et børneværelse kan indrettes på mange måder. Det vigtigste er dog, at det føles hyggeligt og trygt, samtidig med at det indbyder til leg. Børneværelset skal være et sted, hvor barnet kan få et frirum, og derfor er det også vigtigt, at det er indrettet således, at barnet faktisk har lyst til at opholde sig der. Her er det først og fremmest væsentligt, at rummet er personliggjort. Elsker ens barn lyserød, så giver det sig selv, at der skal være nogle lyserøde elementer. Eller er ens barn helt vild med biler, så er det jo oplagt at have nogle billeder eller plakater med bilmotiver hængende.
For at barnet skal kunne lide at være på værelset, så skal det helst også være rydeligt og overskueligt. Lad være med at proppe alverdens ting derind. Og begræns mængden af legetøj, så det ikke flyder over det hele. Hvis det gør det, vil barnet nemlig få svært ved at fordybe sig i én leg, da resten af legetøjet hele tiden indbyder til nye lege, og det kan i sidste ende blive alt for uoverskueligt.
Indretningen skal være praktisk, men foregå på barnets præmisser
- Praktiske opbevaringskasser til legetøj er ideelle på et børneværelse. Hvis man vil være virkelig praktisk, skal man købe nogle kasser med hjul. På den måde kan kasserne nemt flyttes, hvis barnet skal lege med indholdet. For barnets skyld må kasserne også gerne være sjove. Her kan man evt. købe nogle farverige eller nogle med motiver på.
- Behagelige børnemøbler er også alfa omega på et børneværelse. En god seng med plads til både barnet samt puder og bamser er nummer ét på prioriteringslisten. Dernæst kan det være en god idé med en lille stol eller sofa, som barnet f.eks. kan sidde og læse eller se fjernsyn i eller generelt bare hygge sig i. Ligeledes kan det være en god idé med et tumlehjørne med madras og puder. Når barnet sidder og leger på gulvet med sine klodser, er det rart med et behageligt underlag. Eller hvis barnet har venner på besøg, kan det være fedt med et sted, hvor man kan tumle rundt uden at skulle være bange for at slå sig. Lige så vigtigt det er med et tumlehjørne, lige så vigtigt er det at indrette et sted, hvor barnet kan sidde stille og roligt og sysle med ting. Et lille kreativt hjørne, hvor man kan tegne, lege med modellervoks, lave lektier osv.
- Det vigtigste man skal huske på er, at børneværelset skal indrettes på barnets præmisser. Hvis barnet derfor er stort nok, så konsulter dig med ham eller hende inden du påbegynder indretningen og gør det til et hyggeligt fællesprojekt.